Menu

Spænding til det sidste

image
17. juni 2018 kl. 19:13

Karlslunde er stadig i Danmarksserien

Førsteholdet forstår at skabe spænding. Holdet har i gennem en længere periode indtaget sidstepladsen i Danmarksseriens pulje 1 og det har lignet nedrykningen. Sådan skulle det heldigvis ikke gå. Før sidste weekend var kravet sejr i de 2 sidste kampen mod hhv. Holbæk ude og Taastrup hjemme. Kampen i Holbæk blev vundet 2-0 og dermed skulle en sejr i sidste kamp i sæsonen på hjemmebane mod Taastrup være endnu et skridt mod overlevelse i rækken. Afslutningen af sæsonen blev altså præcis så spændende som i sidste sæson og igen var vi afhængige af resultaterne i de andre bundkampe. I kampen mod Taastrup blev der gået til den med Taastrup som de mest aggressive og hvilket kostede 7 gule kort. Også på måltavlen var Taastrup dominerede til at starte med. Efter kun 12 minutter bragte gæsterne sig foran 1-0. Noget af en dukkert for hjemmeholdet, som jo kendte betingelserne - en sejr. Efter yderligere 5 minutters spil bragte Henrik balance i regnskabet ved at udligne til 1-1. Denne stilling holdt til pausen og i resten af kampen pressede Karlslunde virkelig på for at få det mål, som skulle give de 3 point og dermed opfylde de forpligtelser, som lå på holdet. Efter 73 minutter havnede bolden hos Rasmus Jensen som sendte en ballonbold mod Taastrups mål, hvor målmanden gik frem for at gribe bolden når den nu lige havde ramt jorden en enkelt gang. Det gik galt. Keeperens boldøje svigtede og bolden hoppede i en flot bue over ham i ind i Taastrups mål og dermed 2-1 til KIF. Det blev nogle lange 20 minutter inden dommeren fløjtede af men fløjtet kom og drengene fra Karlslunde kunne fejre, at de nu havde gjort deres for at få lov til at blive i rækken. På dette tidspunkt havde mange publikummer orienteret sig om stillingen i de øvrige bundholds kampe og ligningen gik op, alt flaskede sig og Karlslunde endte på 8. pladsen i rækken og dermed endnu en sæson i Danmarkserien. Sikke en slutspurt og stort tillykke til både spillere, cheftræner og hele teamet bag holdet.

Vi siger mange tak for en spændende og underholdende sæson og ikke mindst for at vi også næste år kan komme på stadion og se fodbold i Danmarksserien. Og når nu vi er ved stadion, Karlslunde Stadion, så vil det fra næste år hedde Strandgård Park idet familien Strandgård er gået ind som sponsor for stadion. Det bliver spændende at se om der hen over sommeren kommer flere overraskelser, som kan sikre os endnu en underholdende sæson. Vi ses til august på Strandgård Park.

Luk